L’ECRITURE FEMININE – UN AMOUR POSSIBLE? Une analyse de l’écriture féminine selon Hélène Cixous dans Un amour impossible de Christine Angot

Sammanfattning: I Hélène Cixous’ feministiske og revolutionære manifest, Le rire de la Meduse, appellerer Cixous til kvinden om at skrive litteratur i en kvindelig udtryksform, igennem l´écriture féminine. Hun skal så at sige at kaste sig over teksten med både krop og sjæl for således endelig at befri sig fra den fallocentriske underkastelse. I sit værk reflekterer Cixous over spørgsmål omkring kvindefrigørelsen, om kvinders ønsker og behov for en eksperimenterende, kvindelig og radikal måde at udtrykke sig på. Er disse tematikker fortsat aktuelle for kvindelige forfattere i Frankrig i dag? Det er det spørgsmål, som vi vil undersøge i denne opgave igennem nærmere analyse af den franske forfatter Christine Angots autofiktionære værk Un amour impossible (2015). Christine Angot betragter ikke sig selv som en feministisk forfatter, men dette forhindrer hende ikke i, i et interview i Le monde, at bruge et udtryk som den kvindelige viden (le savoir féminin). Denne viden definerer Angot som udefinerbar. Hélène Cixous giver udtryk for en lignende tanke om l’écriture feminine, når hun i Le rire de la Méduse beskriver denne pratik som umuligt at definere. Umiddelbart virker det ikke som om at Hélène Cixous og Christine Angot på det litterære har en direkte kobling, men begge reflekterer de dog og gør sig tanker om en særlig kvindelig måde at udtrykke sig på, der i sin kvindelige udtryksform er en kraft som verden skal anerkende og respektere.