Ældres opfattelse og håndtering af at falde samt motivation for faldforebyggende tiltag

Sammanfattning: Formål: Formålet var at beskrive variationen i ældres opfattelse af at falde, hvordan ældre håndterede fald, samt hvad der påvirkede ældres motivation til at deltage i faldforebyggende tiltag med henblik på at kunne målrette fremtidige indsatser. Metode: Der blev foretaget en kvalitativ interviewundersøgelse med 14 ældre mennesker over 65 år som efter et fald henvendte sig på en skadestue på et universitetshospital i Danmark. Fænomenografi blev anvendt som analysemetode. Resultater: Der blev dannet fem beskrivende kategorier med tilsammen 15 underkategorier. De fem kategorier var: Følelsesmæssig opfattelse af at falde; at falde har konsekvenser; tager hånd om situationen; støtte fra omgivelserne; og motivation og demotivation.Undersøgelsen viste variation i ældres opfattelse af at falde. De ældre accepterede at falde fordi de var blevet ældre. Opfattelsen var, at fald både var flovt og pinligt og havde en forklaring. Nogle ældre oplevede frygten for at falde som dominerende. De ældre opfattede ikke fald som en risikofaktor, der skulle tages hånd om, men håndterede situationen ved at begrænse deres bevægemuligheder eller ved at fravælge aktiviteter. Hvis kravene oversteg de ældres ressourcer, søgte de hjælp fra de pårørende eller den praktiserende læge. De ældre fik støtte, anerkendelse og accept til at foretage valgene af omgivelserne. De ældre blev motiveret af forhold, som autonomi, kompetence og sociale relationer og foretrak aktiviteter, der spredte glæde og nydelse og helst i sociale sammenhænge. De ældre værnede om deres identitet med at ville være medbestemmende om, hvad de deltog i, men mødte forhold i omgivelserne, som var hæmmende for deres motivation. Konklusion: Fremtidige faldforebyggende tiltag skal målrettes ældres behov og tage højde for, at der ikke er én måde men mange måder at opfatte fald på, og at ældre i høj grad selv klarer at håndtere fald, men at de valgte strategier, ikke nødvendigvis er de mest hensigtsmæssige. De ældres netværk og den praktiserende læge kan med fordel spille en aktiv rolle i forbindelse med faldforebyggelse. Ved planlægningen af faldforebyggende interventioner skal der tages hensyn til, at ældres motivation påvirkes af, i hvilken omfang programmerne understøtter de ældres behov for autonomi, kompetence og sociale relationer.